Religionskrigen i Irland

I 1680 ville den engelske konge, Jacob II (James II) genindføre katolicismen som statsreligion i England.

Englænderne var blevet reformeret i 1533, og briterne i almindelighed var udmærket tilfredse med at være protestanter og ønskede bestemt ikke katolicismen genindført.

Men Kong Jacob holdt på sit, og det trak op til uroligheder. En deputation søgte derfor foretræde for Grev Wilhelm af Oranien, Kong Jacobs svigersøn. Deputationen bad Grev Wilhelm om, at samle en hær og komme til England og jage svigerfar ud af landet.

Når det var sket, kunne Grev Wilhelm overtage den engelske trone.

Jakob II 1633-1701

Vilhelm III konge af England 1689-1702

Wilhelm indvilgede i forslaget og begyndte at hverve tropper rundt om i Europa. En henvendelse til den danske konge, Christian V, resulterede i at Wilhelm af den danske hær lejede infanteribataljoner på i alt 6000 mand plus tre rytterregimenter på i alt 1000 mand og heste.

Disse 7000 mand blev i november 1689 på 86 skibe sejlet fra den jyske vestkyst ved Ribe og gik i land ved Hull i England en uges tid senere. Kong Jacob flygtede dog til Frankrig og Grev Wilhelm overtog den engelske trone uden sværdslag.

Medens den danske styrke opholdt sig i Nordengland i vinteren 1689-90, var der en dramatisk hændelse ved Jyske Kyrasserregiment, som var indkvarteret i og omkring byen Beverly.

To unge officerer ved nævnte regiment, løjtnant Daniel Stricker og kornet Johannes Frederik Bülow, blev dødeligt uvenner. På et tidspunkt var de på tomandshånd og trak kårderne mod hinanden. Under den påfølgende duel satte kornet Bülow et øjeblikkeligt dræbende stød ind på løjtnanten.

Det var på det strengeste forbudt at duellere, og kornetten blev ved en krigsret dømt til døden. Henrettelsen fandt sted den 23.december 1689. Man havde indbudt forskellige engelske honoratiores til at overvære henrettelsen, og disse var imponerede over, at det danske korps’ skarpretter var i stand til at foretage eksekutionen med et enkelt hug.

Duellanterne blev begravet side om side ved Sct. Marys Church i Beverly. Over graven blev der på kirkemuren opsat en mindeplade med følgende inskription:

Here two young Danish Soldiers lye
The one in quarrel chanced to die.
The other’s head, by their own law
With Sword was severed at one Blow
December the 23rd 1689

Denne mindeplade er det eneste synlige vidnesbyrd om den 7000 mand store styrkes tilstedeværelse i England i årene 1689-90.